Køb lokale
nyhøstede grøntsager
Abonnement på grøntsagskasse 2024
På Hjortespringgård sælger vi vores grøntsager gennem en abonnementsordning til familier i lokalområdet. Som kunde køber du en andel i sæsonens grøntsagsproduktion og bliver en del af et lokalt bæredygtigt fællesskab. Du betaler forud for sæsonen og kan hente friske nyhøstede grøntsager hver uge gennem sæsonens 20 uger. Du henter selv dine grøntsager her på gården hver onsdag. Læs mere om konceptet “fællesskabs-støttet landbrug” her.
Kassen vil typisk indeholde 7-10 forskellige grøntsager, nogle uger vil der være flere og enkelte uger færre.
20 ugers Sæson-abonnement
Første kasse skal afhentes onsdag 12. juni
Sidste kasse onsdag 6. november
Pris for 20 uger er 6200 kr
Sådan tilmelder du dig
Du tilmelder dig ordningen ved at sende en mail til kontakt@hjortespringgaard.dk
Grøntsagerne afhenter du her på gården hver onsdag i tidsrummet kl. 15.00-19.00
Du kan ikke sætte dit abonnement på pause eller afbestille enkelte uger. Er du bortrejst på ferie eller lignende kan du naturligvis lade en nabo, familie eller venner afhente din kasse. I uge 29 og uge 42 holder vi lukket og der kan i disse to uger ikke afhentes grøntsager. Disse to uger indgår derfor selvfølgelig heller ikke i de 20 ugers abonnement.
Da de trafikale forhold til og fra Hjortespringgård ikke er beregnet til megen biltrafik, bedes du parkere på Gammelgårdsvej og nyde de få minutters gåtur ned til Hjortespringgård. Du er naturligvis velkommen til at cykle op til gården eller bare hente dine grøntsager under en eftermiddags-gåtur.
Vores Grøntsager
På Hjortespringgård dyrker vi omtrent 30 slags forskellige enårige grøntsager, herunder 65 forskellige sorter.
Grøntsagerne bliver høstet samme dag som du henter din kasse. I kassen vil være de grøntsager, som er klar til høst i den givne uge.
Vi dyrker følgende grøntsager i løbet af sæsonen: Gulerødder, glaskål, bladbeder, forårsløg, rødløg, purløg, hvidløg, porrer, majs, rødbeder, forskellige salater, spinat, ærter, radiser, rapini, grønkål, palmekål, spidskål, fennikel, tomater, hestebønner, stang bønner, bladselleri, basilikum, persille, dild, diverse squash og græskar.
I en stor del af sæsonen vil der hyppigt være: Gulerødder, porrer, forskellige salater og diverse løg.
Vi dyrker ikke broccoli, blomkål og rosenkål, men spidskål samt grønkål og palmekål.
Kartofler har vi kun kortvarigt tidligt i sæsonen.
Vi er ikke økologisk certificeret, men benytter økologiske frø, såjord og kompost og bruger ingen former for sprøjtemidler eller kunstgødning.
Vi benytter metoder, som styrker biodiversitet og frugtbarheden i jorden. Som abonnent er du altid velkommen til at stille spørgsmål samt besøge haven på afhentningsdage.